Fyrliv Nørre Lyngvig Fyr 1906–1965

1931 — logbog og dagbog fra Nørre Lyngvig Fyr

51 indførsler fra 1931 i Nørre Lyngvig Fyrs logbog.

Januar 1931

1. januar 1931

til fyrdir. m.fl.: Indsendt de sædvanlige årlige og månedlige indberetninger, som f.eks. fyrbetjentenes sygedage, de havde ingen.

12. januar 1931

Til fyrdir.: Regning fra gartner N.Poulsen, Ringkøbing for 200 stk pil a 0,06 kr = 12,00 kr.

14. januar 1931

til fyrdir.: Hermed indberettes at jeg er bortrejst på ferie fra d.17. til d.21. ds. til Korsør med 1 uges ferie.

15. januar 1931

Fra fyrdir.: Den sædvanlige om fordeling af udgifterne til vedligeholdelse.

23. januar 1931

Fra fyrdir.: Til hr.fyrmester E.Haubirk. I anledning af, at de iflg. foreliggende oplysninger har aftjent Deres værnepligt og er udslettet af rullen, anmodes herved De om at tilbagesende hertil det for Dem, ved Deres ansættelse i fyrvæsenets tjeneste, udfærdigede tilbageholdelsesbevis for militærtjeneste. Sinding

26. januar 1931

Til fyrdir.: Hermed tilbagesendes mit tilbageholdelsesbevis for militærtjeneste, der blev udfærdiget ved min ansættelse i fyrvæsenets tjeneste.

27. januar 1931

Til fyrdir.: Herved tillader jeg mig at indberette at fyrpasser M.S.Brinch fra den19.ds har ligget syg af influenza i forbindelse med lungebetændelse. Efter en samtale med lægen kan jeg meddele, at sygdommen har kulmineret, så der er udsigt til fremadskridende bedring.

Februar 1931

1. februar 1931

Til fyrdir.: Regning fra gartner N.Poulsen, Ringkøbing: 15 stikkelsbær a 0,50 kr, 10 ribs a 0,30 kr, 10 solbær a 0,30 kr og 2 æbler a 2,00 kr i alt 17,50 kr.

Marts 1931

2. marts 1931

Fra fyrdir.: I anledning af Deres skrivelse af 27.f.md., nr.4, hvorefter fyrpasser M.S.Brinch siden den 19.f. md. har været sygemeldt af influenza i forbindelse med lungebetændelse og stadig er sygemeldt, meddeles Dem herved bemyndigelse til af fyrets kasse at udbetale et beløb af 5 kr pr. døgn til lige deling mellem Dem og fyrassistenten for udførelsen af fyrpasserens tjeneste. Man skal i øvrigt henlede Deres opmærksonhed på, at indberetning om fyrpasserens sygdomsforfald, burde have været afgivet umiddelbart efter sygdommens opståen. Den ovennævnte udgift under fyrpasserens sygdom føres til udgift under konto A.a.4 og noteres ligeledes på specifikationen over konto A.a.; kvitteringen skal lyde på: ”arbejdshjælp under fyrpasser M.S.Brinchs sygdomsforfald”. Sinding

11. marts 1931

Til fyrdir.: I tilslutning til min indberetning af 27.f.md. nr.4 om fyrpasser M.S.Brinchs sygdom, tillader jeg mig herved at meddele fyrdirektøren, at fyrpasseren i dag har meldt sig rask og på ny er indgået i tjenesten – efter 19 dages fravær.

13. marts 1931

Fra fyrdirektoratets tekniske afdeling: Herved anmodes De om at fremskaffe et tilbud på levering og opsætning af et 1,7 meter højt, ca. 52 meter langt stakit med 2 låger – nord for boligen. Som det fremgår af vedlagte tegning, skal stakittet opsættes på en anden måde end den, som blev anvendt fatter sidste år, idet stakitterne skal være i samme plan som stolpernes forside. Den samme stolpe model kan anvendes, kun skal stolperne vendes, af hensyn til bærejernene. Lågestolperne skal være af beton og forsynes med lærketræ i lågefalsen – i lågens højde. Løsholter og stakitter skal være af ru træ, henholdsvis af 5 x 10 cm og 2,5 x 10 cm. Beslaget til lågerne skal være solidt og galvaniseret. Bærejern, søm og skruer skal være galvaniseret; i hvert bræt skal være 4 søm. Stakittet stryges en gang med cuprinol; hvor stakitterne hviler mod løsholterne tryges 2 gange. E.Blytmann

26. marts 1931

Til fyrdir.: I henhold til bygningsingeniørens skrivelse af 13.ds. B.nr.63 fremsendes herved tilbud fra tømrer J.M.Neilsen, Nr.Lyngvig, på levering og opstilling af et nyt havestakit. Tilbuddet omfatter faststøbning af pælene. Fyret leverer det nødvendige grus og cement. Opmærksomheden henledes på at fyrpasserens hønsehus er indbygget i hegnet, hvorfor der kun bliver brug for 26 stk pæle. Lågen til fyrassistentens have, der på tegningen er afsat til 1,60 m fra boligen må nøvendigvis, af hensyn til en kloaksamlebrønd, anbringes i en afstand fra boligen af 4,00 m. tømrermesteren har forpligtet sig til at udføre arbejdet i juli md.

April 1931

1. april 1931

Til Marineministeriet: Pengerekvisition 2000 kr til fyrets kasse. Beholdningen er minus 91,35 kr.

Til fyrdir.: Indsendt pengeregnskabet for marts md., afskrift af regninger vedrørende vedlligeholdelsesarbejderne, oversigt over udgifter og inventarie- og materialregnskabet.

7. april 1931

Fra fyrdirektoratets tekniske afdeling: Herved bemyndiges De til at lade tømrermester J.M.Nielsen opsætte et hegn, for en betaling af 779,50 kr, i henhold til vedlagte tilbud af 25.f.m. Nødvendigt cement, ral og grus til faststøbning af pælene bemyndiges De herved til at indkøbe. E.B

13. april 1931

Til cementstøberiet N.Paulsen, Ringkøbing: Indsendt bestilling på 26 stk jernbetonpæle til et nyt havestakit 10 x 13 cm – 2,70 m lange.

21. april 1931

Til fyrdir.: Indsendt kvittering for modtaget 2000 kr til fyrets kasse.

23. april 1931

Fra fyrdir.: I anledning af Deres skrivelse af 21.ds., nr.10, hvori De indberetter, at fyrpasser M.S.Brinch skal have en sag for retten vedrørende separation fra hustruen og forældreretten over 2 ukonfirmerede børn, skal man anmode Dem om til sin tid at underrette fyrdirektoratet om sagens udfald. Sinding

Maj 1931

15. maj 1931

fra fyrdir.: Cirkulære: Det meddeles Dem herved til efterretning og foranstaltning, at der fra den 1.juli d.å. at regne skal udbetales lønninger m.m. i overensstemmelse med lov om statens tjenestemænd af 31.marts 1931. Angående den nye lovs bestemmelser bemærkes følgende: Lønning og alderstillæg: Lønningsklasse: lønnen er 5040 kr årlig, stigende hvert 3.år med 360 kr indtil 5760 kr. Hertil henføres fyrmestre af 1. grad. Lønningsklasse: lønnen er 3900 kr årlig, stigende hvert 3.år med 480 kr indtil 4860 kr. Hertil henføres fyrmestre af 2.grad. Bestyrer af fyrvæsenets gasstation. Lønningsklasse: lønnen er 2700 kr årlig, stigende hvert 3.år med 360 kr indtil 4140 kr. Hertil henføres fyrmestre at 3.grad. Lønningsklasse: Lønnen er 2160 kr årlig, stigende efter 3 år til 2460 kr og derefter hvert 3.år med 450 kr indtil 3810 kr. Hertil henføres fyrassistenter. Lønningsklasse: lønnen er 1920 kr årlig, stigende hvert 3. år med 150 kr indtil 2520 kr. Hertil henføres fyrpassere. De nuværende regler om lønningsanciennitet opretholdes i alt væsentligt. – For stillinger, der er oprykket i en højere lønningsklasse, anvendes de almindelige oprykningsregler i lovens §26; er sådan oprykning ikke sket, bevarer stillingens indehaver sin tjenestealder. Ingen af forannævnte stillinger kan betragtes som oprykket, og lønningsancienniteten for disses indehavere er derfor uforandret som hidtil. Fra den 1.juli d.å. at regne tilkommer: fyrpasser M.S.Brinch alderstillæg af 600 kr årlig. Dyrtids- og konjunkturtillæg bortfalder og erstattes af et reguleringstillæg, der beregnes efter grundløn, alderstillæg og pensionsgivende personligt tillæg. Satserne for dette tillæg fremgår af vedlagte tabel. Det påhviler hver enkelt regnskabsfører at føre kontrol med, når det under ham sorterende personale fylder henholdsvis 35 og 40 år. Reguleringstillæget udbetales da den pågældende efter den højere sats uden særlig bemyndigelse, men der gøres på lønningskvitteringen til underretning for revisionen anmærkning om den pågældenddes fødselsdag og år ved vedkomendes navn i den måned, da reguleringstillæget forandres. Det nuværende stedtillæg – altså også klassificeringen af byer og kommuner – opretholdes, idet dog de nuværende satser 495 kr, 450 kr, 330 kr, 240 kr og 120 kr nedsættes med henholdsvis 15 kr, 18 kr og 12 kr, således at de bliver 480 kr, 432 kr, 318 kr, 228 kr og 108 kr. De der har tjenestebolig , oppebærer som hidtil kun 2/3 stedtillæg. 4.a. Der er tillagt enkelte tjenestemænd, der ved lovens ikrafttræden går ned i pensionsgivende lønning, godtgørelse for nedgangen ved tillæg af alderstillæg, subsidiært personligt tillæg, jfr.lovens §832, 1.stk. I overensstemmelse hermed tilkommer der fra den1.juli d.å. at regne et personligt tillæg af x kr årligt, idet det dog udtrykkelig bemærkes, at den tjenestemand, der samme dato – altså den 1.juli – tilkommer nyt alderstillæg, ikke skal have dette personlige tillæg udbetalt, ligesom det personlige tillæg bortfalder ved fremtidig indtræden af nyt alderstillæg. 4.b. Tjenestemænd, der ved forhøjelse af pensionsbidraget fra 3% til 5% får udbetalt et mindre beløb i grundløn, alderstillæg og eventuelt personligt tillæg end før lovens ikrafttræden, får som et ikke-pensionsgivende personligt tillæg et beløb svarende til nedgangen. Sådant tillæg tilstås dog ikke, hvis det årligt ville blive under 12 kr, jfr. lovens §832 stk2. I overensstemmelse hermed tilkommer der fra den 1.juli d.å. at regne et personligt tillæg af y kr årlig, idet det dog bemærkes, at dette personlige tillæg, ligesom det under punkt 4.a. nævnte bortfalder, såfremt den pågældende tjenestemand tilkommer nyt alderstillæg den 1.juli d.å., ligesom det personlige tillæg – i de tilfælde hvor det kommer til udbetaling – vil bortfalde ved fremtidig indtræden af nyt alderstillæg. Såfremt der ved fyret udbetales personligt tillæg både efter punkt 4.a og 4.b., skal disse konteres hver for sig på lønningskvittering og specifikation. De anmodes om at eftergå beregningen af ovennævnte personlige tillæg; såfremt De ikke kan tiltræde denne, vil det pr. omgående post være at indberette, hvorledes beregningen efter Deres opfattelse rettelig skal være, og der vil herefter blive givet Dem fornøden ordre. Godtgørelse og timebetaling for tågetjeneste samt kosttilskud til fyrbetjente ved isolerede fyr eller ved fyr, hvor bolig ikke kan opføres, er uforandret som hidtil. Pensionsbidraget forhøjes fra 3% til 5% af den lønningsindtægt, som kommer i betragtning ved pensionsberegning; der indeholdes altså herefter 5% i det under post 4.a. omhandlede personlige tillæg, men ikke i det under post 4.b. omhandlede personlige tillæg. Fradrag for tjenestebolig udgør som hidtil 12% af grundlønningen. Fradrag for tjenestejord er uforandret som hidtil. De hidtil gældende blanketter til lønningskvitteringer benyttes fremdeles, kun at rubrik ”konjunkturtillæg” rettes til ”reguleringstillæg”, og rubrik ”dyrtidstillæg” rettes til ”personligt tillæg” såfremt dette tillæg udbetales ved fyret. Nye blanketter til specifikation af udgifter på konto A.a. vil blive eftersendt. Den nye lov vil blive eftersendt, så snart den kan fremskaffes i særtryk, men man påregner, at de foran angivne hovedbestemmelser er så fyldestgørende, at udbetalingen den 1.juli kan foretages på tilfredsstillende måde. – I tvivlstilfælde forespørges fyrdirektoratet, forinden udbetaling sker. Sinding

21. maj 1931

(måske forkert dato – flyttes til 21.apr., men så skal 23/5 fra fyrdir. flyttes hertil) til fyrdir.: Herved tillader jeg mig at indberette at fyrassistent M.K.Poulsen fra i dag tiltræder tre ugers ferie for at rejse til Fanø. Jeg tillader mig samtidig at indberette at fyrpasser M.S.Brinchs hustru, efter længere tids uoverensstemmelser, har forladt sit hjem og nu har indgivet separationsbegæring. Fyrpasseren modsætter sig separation, og sagen går nu for retten, hvor også forældremyndigheden til de to mindste ukonfirmerede børn, skal afgøres.

Juni 1931

1. juni 1931

Til Marineministeriet: Pengerekvisition 3000 kr. kassebeholdningen er i øjeblikket 100 kr.

Til fyrdir.: Herved udbeder jeg mig tilsendt 1 stk fyrpasserkasket nr.58 til fyrpasser M.S.Brinch. Indsendt pengeregnskabet for maj md. 1931.

4. juni 1931

Fra inspektionsskibet ”C.F.Grove”: De meddeles herved at ”C.F.Grove” forventer at losse forsyninger til fyret i Lemvig torsdag emd. eller fredag morgen den 12.ds. De bedes sende returgods dertil rettidigt. Med venlig hilsen E.Rasmussen

8. juni 1931

Til fyrdir.: Under henvisning til cirkulære af 15.maj 1931 A.nr.1639 tillader jeg mig herved at forespørge om der ikke tilkommer fyrassistent M.H.Poulsen personlige tillæg efter punkt 4a. og 4b.? I cirkulæret står intet opført om dette; men efter min beregning tilkommer der assistenten et personligt pensionsgivende tillæg af 60 kr årlig, som følge af nedgang i grundløn og et personligt ikke pensiongivende tillæg af kr 68,40 årlig, som følge af forhøjelse af pensionsbidraget. Vedkommende har 11 års tjeneste som fyrassistent.

10. juni 1931

Til fyrdir.: Hermed fremsendes tilbudslisterne på malerarbejdet. Følgende arbejder udbeder jeg mig bemyndigelse til at lade udføre ifølge regning: murer Kjeldsen, Ringkøbing: Reparation af brystmuren på tårnomgangen, hvor enkelte stenskal udhugges og fornyes. I boligen indmures 1 stk murbøsning og 1 stk emklap. Spisestuelofterne hos fyrmester og assistent hvidtes (40%). Eventuelt omflytning af 2 kakkelovne. tømrer J.M.Nielsen, nr.Lyngvig: Levering af 2 stk forsatsvinduer til fyrpasserens loftsværelse. En træliste opsættes i fyrpasserens køkken og et jordbrædt anbringes på det nye havehegns nordside ved fyrmesterens have. Smed Chr.P.Dahl, Ringkøbing: et nyt kakkelovnsrør af 2 m/m plader leveres til vagtkammeret. Fyrpasser M.S.Brinch at udføre for en timebetaling af 0,80 kr. Udhustagene, skræntetrappen og brystmuren på tårnomgangen tjæres 1 gang. Havehegnene stryges med cuprinol og carbolium. Samtlige vinduer repareres med kit og maling. Hovedhegnet repareres. Med hensyn til den ved boliginspektionen omtalte kakkelovn, som fyrpasseren gerne ønskede opstillet på loftsværelset, tillader jeg mig at meddele, at denne ikke kan opstilles, uden at røret kommer til at gå gennem træskillevæg, idet væggen til fyrmesterens loftsværelse er forskudt i forhold til skorstenen. Jeg vil derfor finde det meget betænkelig, uden særlige sikkerhedsforanstaltninger, at opstille kakkelovnen, hvorfor jeg forventer nærmere ordre.

13. juni 1931

Fra inspektionsskibet ”C.F.Grove”: Herved meddeles De, at der dd. er afsendt en jernbanevogn til Lyngvig Fyr med forsyning. Ladesedlen som hermed vedlægges, bedes De underskrive og sende til ”Grove” Købmagergades postkontor. Deres returgods er modtaget. E.Rasm

15. juni 1931

Fra fyrdirektoratets tekniske afdeling: Herved bemyndiges De til at overdrage murermester Kjeldsen, malermester Nørgaard Noe, tømrermester J.M.Nielsen samt M.S.Brinch at udføre de på vedlagte tilbudslister anførte vedligeholdelsesarbejder. Endvidere bemyndiges De til: 1. At lade udføre et nyt 2m.m. Kakkelovnsrør til tårnets vagtkammer. 2. At lade loftslemmen i fyrpasser boligens loftsrum flytte. Derimod kan der ikke være tale om at opstille en kakkelovn i dette rum. De anmodes om at indberette, når vedligeholdelsesarbejderne er udførte. Holger Rye

18. juni 1931

Fra fyrdir.: I anledning af Deres skrivelse af 8.ds. nr.16 vedrørende beregning af fyrassistent P.H.Poulsens lønning m.v. fra den 1.juli d.å. meddeles herved: af Deres skrivelse fremgår det, at De ikke er opmærksom på forandringen af alderstillægenes størrelse for fyrassistenters vedkommende. – Som det fremgår af fyrdirektoratets cirkulære af 15.f.m A.nr.1639, er 2. og efterfølgende aldertrin forhøjet fra 300 kr til 450 kr, hvilket for fyrassistent Poulsens vedkommende medfører, at han den1.juli tilkommer et samlet beløb af 3810 kr årlig i lønning og alderstillæg, medens det tilsvarende beløb efter den nugældende lov kun udgør 3420 kr årlig. Fyrassistentens lønningsanciennitet regnes som hidtil fra 1/8 1916. i henhold til ovenstående tilkommer der ikke fyrassistent Poulsen noget personligt tillæg, hverken efter punkt 4.a. eller punkt 4.b. i ovennævnte cirkulære. Sinding

22. juni 1931

Fra fyrdir.: Modtaget 3000 kr til fyrets kasse.

30. juni 1931

Fra fyrdir.: Cirkulære: Medfølgende af Finansministeriet forlangte kontrolerklæring vil være at udfylde af samtlige tjenestemænd ved fyrvæsenet samt af de honorarlønnede fyrpassere, som er pensionsberettigede, hvorefter den straks vil være at tilbagesende til fyrdirektoratet. For de tjenestemænds vedkommende, som ved lønningslovens ikrafttræden den 1.oktober 1919 enten ikke var ansat i fyrvæsenets tjeneste eller var ugifte eller for hvem den for hustruen tegnede livsforsikring ikke var pligtig, tilbagesendes blanketten ligeledes straks, forsynet med påtegning herom og med underskrift. Sinding

Juli 1931

6. juli 1931

Til fyrdir.: Indsendt 3 stk kontrolerklæringer med oplysning om hustruens navn m.m.

18. juli 1931

Fra J.Vejlgaards enke: Levering af 3 læs grus a 4 kr = 12 kr.

Meddelelser fra fyrdirektoratet: 1.Cirkulære til samtlige kassebetjente med nye ”regler for time- og dagpenge m.v. på tjenesterejser og ved udstationering, samt for tilståelse af et dagligt tillæg i særlige tilfælde”, samt ”regler for natpenge” alt gældende fra 1.juli 1931. Lyngvig Fyr: fyrmesteren og fyrassistenten 210 kr årlig, fyrpasseren 150 kr årlig at udbetale med 1/12 forud fra 1.juli 1931 for afløsning i nattjenester, for hvilke bestillingstillæg (natpenge) er tilstået, betales 1/30 af det månedlige tillæg for nattillæg til afløseren. Regler for timepenge se meddelelser og uddrag af Marineministeriets kundgørelse for søvæsenet af 10/7 1931 B.9. 2.Cirkulære: Skrivelser og telegrammer til vagerinspektøren, vil herefter være at adressere til ”fyrdirektøren Amaliegade 13 København K” for skrivelser og ”fyrdirektøren København” for telegrammers vedkommende, idet vagerinspektøren fremtidig er underlagt fyrdirektøren.

21. juli 1931

Til fyrdir.: herved tillader jeg mig til udfyldning i fyrdirektoratet at fremsende skema til ansættelse til ejendomsskyld og til grundskyld fra vurderingamand Simon Lodberg, Søndervig pr Ringkøbing. Jeg tillader mig samtidig at indberette at jeg agter at rejse på ferie i 3 uger fra den 3.august til København og Hammel. Vedligeholdelsesarbejderne vil til den tid være tilendebragt.

August 1931

31. august 1931

Til fyrdir.: Herved indberettes at fyrpasser M.S.Brinch i morgen afrejser på en uges ferie.

September 1931

11. september 1931

Til fyrdir.: Herved tillader jeg mig at indberette at en sending på 8 stk glødenet fra Fyrmagasinet er modtaget i beskadiget stand, så kun 2 stk net er brugelige, hvorfor jeg herved udbeder mig tilsendt yderligere 6 stk glødenet til 80 m/m Pintschlampe.

18. september 1931

Til fyrmagasinet: Indsendt kvittering for 6 stk glødenet og 1 stk papkasse.

26. september 1931

Meddelelser fra fyrdirektoratet nr.6 1931: Punkt 12. Stillingsbetegnelsen ”Forvalter ved fyrmagasinet” er forandret til ”fyrforvalter”. Punkt 10. Cirkulære: afskalling på komfurplader. I de enkelte tilfælde hvor afskalning af ovnplader finder sted, skyldes det ikke som brugerne almindeligvis er tilbøjelige til at forudsætte – dårlig kvalitet af jernet, men derimod mangelfuldt fjernede rester af overkogning. Det kan selvfølgelig ikke undgås, at der finder overkogning sted, og da de salte der findes i de fleste næringsmidler og f.eks i kartofler, øver en meget skadelig indflydelse på jernet, idet de trænger ind i dettes porer og skørner det, så at overfladen og ringene efter kortere tids forløb begynder at ruste, hvor saltene får lov til at virke. For at undgå dette, skal man – medens komfuret endnu er lunkent efter brugen – vaske overfladen og ringene af med rent vand, sodaopløsning eller sæbevand og tørre delene nogenlunde tørre. Den endnu i jernet værende varme vil da få resten af fugtigheden til at fordampe, og først når pladen er helt tør, pudses den med ovnsværte. Punkt 9. Finansministeriet har under 25. april d.å. meddelt låneforeningen af embeds- og bestillingsmænd i Statens og Københavns kommunes tjeneste anerkendelse, som berettiget til at modtage lønningsforskrivninger fra statstjenestemænd på de i tjenestemandslovens §34 omhandlede vilkår for et tidsrum af 5 år fra den 1.marts 1931.

Oktober 1931

2. oktober 1931

Fra fyrdir.: I anledning af, at Tvinsbjerg Fyr ved indtrædende ledighed i fyrassistentklassen – sandsynligvis den 1.december d.å. – vil blive rykket op til assistent-fyr, opslås stillingen som fyrassistent ved nævnte fyr herved ledig. Ansøgninger stiles til Marineministeriet og fremsendes til fyrdirektoratet. Ansøgningsfristen udløber den 20 oktober d.å. Sinding

5. oktober 1931

Til Marineministeriet: Indsendt ansøgning fra fyrpasser M.S.Brinch om pladsen som fyrassistent ved Tvinsbjerg Fyr.

15. oktober 1931

Journal for indkomne skrivelser og journal for udgåede skrivelser er dags dato forevist for fyrdirektør Sinding.

November 1931

6. november 1931

Fra Fyrmagasinet: Modtaget: 1 stk pakkasse, 1 stk fyrpasserkasket, 10 stk glødenet 80 m/m.

14. november 1931

Meddelelser fra fyrdirektoratet nr.7 1931: Ved alle fyrvæsenets etablissementer, som er forsynet med kemiske ildslukningsapparater med mekanisme, der igangsætter apparaterne, vil disse være at prøve en gang om året, hvorefter nye ladninger vil være at indsætte, hvor dette er nødvendig. Datoen for prøven der første gang foretages i december md. d.å. skal indføres i fyrjournalen.

30. november 1931

Til fyrdir.: Hermed insendes af- og tilgangslisten til beskrivelsen. I henhold til instruksens §87 tillader jeg mig at at indberette følgende vedrørende vedligeholdelsesarbejderne. Fyrbetjentenes tilskud til invendige vedligeholdelsesarbejder (murerarbejde) udgør 40% af kr 14,50 = kr 5,80 at betale med kr 2,90 af fyrassistent M.H.Poulsen og fyrmester E.Haubirk. Til de arbejder der udføres af fyrbetjentene mod at fyret leverer materialerne er medgået ca 70 timer.

December 1931

1. december 1931

Til Marineministeriet: Pengerekvisition 1800 kr, kassebeholdningen er i øjeblikket 220 kr.

19. december 1931

Fra fyrdir.: Til brug ved en i landsskatterådet stedfindende undersøgelse af fyrpasser M.S.Brinchs ansættelse til statsskat for de senere skatteår, anmodes De om hertil at indsende en opgørelse over, hvad den pågældende har fået udbetalt af Fyrvæsenet siden sin ansættelse ved fyret den 1/6 1920 og indtil udgangen af 1930 incl. – Indtægterne opgives for hvert kalenderår for sig og pensionsfradrag og boligfradrag opføres særskilt. Sinding

21. december 1931

Fra fyrdir.: Modtaget 1800 kr til fyrets kasse.

Til fyrdir.: Indsendt kvittering for 1800 kr til fyrets kasse.

23. december 1931

Til fyrdir.: I tilslutning af min tidligere indberetning af 21/5 1931 om fyrpasser M.S.Brinchs ægteskabelige forhold tillader jeg mig herved at indberette, at fyrpasseren og hustru efter en (forlig) overenskomst i retten nu ved bevilling af 4.nov 1931 er blevet separerede. Forældremyndigheden over den 13årige datter, Erna Brinch gives moderen, medens forældremyndigheden over de øvrige børn udøves af fyrpasseren.

Til fyrdir.: I henhold til fyrdirektørens skrivelse af 19.ds. nr.4840 indberettes herved følgende om fyrpasser M.S.Brinchs indtægter ved Fyrvæsenet fra 1/6 1920 til udgangen af 1930. Jeg tillader mig at meddele, at de tal der er opgivet for årene 1920 og 1921 kun er tilnærmelsesvis rigtige, idet jeg ikke af journalerne har kunnet se det nøjagtige beløb. Lønningerne er for disse år opført med en sum for hele personalet (cirkulære af 18/11 19 A nr.5215). Jeg mener dog ikke at have opgivet for meget. Der er i fyrmester C.A.Hansens tid ikke taget afskrift af formular nr.143 ”Fortegnelse over indtægter ved Fyrvæsenet” til journalen for udgående skrivelser, hvorfor jeg har måttet gennemgå kassejournalen for det pågældende tidsrum. År Indtægt Bolig Pension 1920 (1/6) 2147 134 35 1921 3616 230 59 1922 3877 230 59 1923 3568 230 59 1924 3568 230 59 1925 4200 230 59 1926 3583 230 59 1927 3140 230 65 1928 3135 230 71 1929 2930 230 71 1930 3095 230 71

31. december 1931

Til fyrdir.: Indsendt oversigt over fremmedbesøg 1931. Personer kroner øre Fyrmester E.Haubirk 1285 248 50 Fyrassistent M.H.Poulsen 1397 266 25 Fyrpasser M.S.Brinch 1305 253 40 I alt 3987 768 15

Vælg år

år med fyrmesterens dagbog