Fyrliv Nørre Lyngvig Fyr 1906–1965

1922 — logbog og dagbog fra Nørre Lyngvig Fyr

61 indførsler fra 1922 i Nørre Lyngvig Fyrs logbog.

Januar 1922

2. januar 1922

Til fyrdir.: Jeg tillader mig herved at indstille det samlede fyrpersonale til et gratiale for udført arbejde ved istandbringelse af fyrets ringeledningsnet, jfr. fyrets skrivelse af 1/12 1921, nr.83. Ringeledningerne er nu i orden efter at det samlede fyrpersonale har arbejdet derved i alt 5 timer. C.A.Hansen

5. januar 1922

Fra fyrdir.: I anledning af Deres skrivelse af 2.ds. nr.2 om et gratiale til det samlede fyrpersonale for istandsættelse af fyrets ringeledningsnæt meddeles herved, at et sådant gratiale – i betragtning af arbejdets ubetydelighed – ikke kan tilstås. P.F.V. P.Christensen

12. januar 1922

Fra fyrdir.: Under henvisning til ”Meddelelser fra Fyrdirektoratet” nr.10, 1919, punkt 4, anmodes De herved om pr. omgående at fremsende oversigt over hverv i året 1921 for private eller andre autoriteter end fyrvæsenet. P.F.V. P.Christensen

13. januar 1922

Til fyrdir.: Oversigt over hverv som fyrbetjentene udfører for private eller andre autoriteter end fyrvæsenet: For Vandbygningsvæsenet: fyrbetjentene aflæser vandstanden i Vesterhavet 2 gange daglig og oppebærer herfor et honorar af 480 kr årlig, der udbetales kvartalsvis bagud med ¼ , imod fyrmesterens kvittering. Af dette honorar får fyrmesteren halvdelen og fyrassistenten og fyrpasseren hver ¼. For dansk meteorologisk institut: For meteorologiske observationer 120 kr årlig. Fyrmesteren får 48 kr, fyrassistenten og fyrpasseren hver 36 kr. Beløbet betales kvartalsvis bagud imod fyrmesterens kvittering. For norsk meteorologisk institut: For meteorologiske observationer og telegrammer 3 gange daglig betaler instituttet 300 kr årlig. 100 kr til hver fyrbetjent, som betales kvartalsvis bagud imod fyrmesterens kvittering. For private intet hverv.

Februar 1922

11. februar 1922

Fra fyrdir.: I Deres pengeregnskab for forrige måned har De ført til indtægt som modtaget kontant fra fyrdirektoratets kasserer 3538 kr. Ifølge kasserens regnskab er der kun tilsendt fyret det af Dem rekvirerede beløb, nemlig 3500 kr, og i sammentællingen af indtægtssiden i Deres pengeregnskab, har De også kun regnet med 3500 kr. Jeg formoder derfor, at de 38 kr skyldes en fejlskrift, idet jeg går ud fra som en selvfølge, at De ville have indberettet hertil, hvis pengebrevet havde indeholdt mere, end hvad De har afgivet kvittering for. P.F.V. P.Christensen

13. februar 1922

Til fyrdir.: I besvarelse af fyrdirektørens skrivelse af 11.ds. nr.725 indberettes herved, at den i nævnte skrivelse udtalte formodning, at det skyldes en fejlskrift fra min side, når der i pengeregnskabet for januar måned står opført som modtaget kontant fra fyrdirektoratets kasserer 3538 kr. Der skulle ganske rigtigt have stået 3500 kr, hvilket også er indført i fyrets kassebog og i den ved fyret beroende kladde af pengeregnskabet. Hvordan jeg er kommet til at begå denne fejl i det indsendte pengeregnskab forstår jeg ikke. Jeg må på en eller anden måde være bleven distraheret og beder meget undskylde fejlen. – Hvis det skulle ske at en værdiforsendelse til fyret skulle være større end rekvisitionens eller kvitteringsblankettens pålydende, vil jeg, som formodet i skrivelsen, straks indberette dette. C.A.Hansen

Marts 1922

7. marts 1922

Fra fyrdir.: Fra 1.april at regne overtager matros af søminekorpset tilsynet med og vedligeholdelse af fyrets telefonforbindelser, samt betaling for abonnementer, vedligeholdelser m.v. Ingen forandringer må foretages uden korpschefens ordre eller bemyndigelse. Kommer forbindelsen i uorden, indberettes uopholdelig derom til fyrdirektøren, med angivelse af hvori fejlen består.Ravn

Fra fyrdiektoratets tekniske afdeling: På den indsendte behovliste har De rekvireret 54 kg ¾ meter højt hegnsnæt med 5 cm masker, i hvilken anledning De anmodes om at meddele hertil, hvor hegnet skal anvendes samt længden; endvidere anmodes De om at fremskaffe et tilbud fra Ringkøbing på levering af 25 stk 2 meter lange hegnspæle af beton med jernindlæg. E.Blytmann

9. marts 1922

Fra fyrdir.: I anledning af fyrets fremsendte behovliste meddeles Dem herved til efterretning, at De ikke får tilsendt rekvirerede hegnsnæt. H.V.Ravn

12. marts 1922

Til fyrdir.: I anledning af fyrdirektørens skrivelse af 9.ds. nr.1186, hvori meddeles til efterretning, at det i fyrets behovliste rekvirerede hegnsnæt ikke fås tilsendt, tillader jeg mig under henvisning til bygningsingeniørens skrivelse af 7.ds.B. nr.78 at oplyse, at hegnsnættet skulle anbringes langs havernes SE side, for at hindre losejernes lam i at gå ind i haverne. Det gamle hegnsnæt her er nemlig oprustent og kassabelt. Længden er langs fyrmesterens og assistentens haver 63 m, hvor tænkes anbragt ¾ m bredt hegnsnæt. At maskerne er opgivet til 5 cm begrundes ved at sådan er det gamle næt, men da der kun skal hegnes for lam, kan de jo godt være større og nættet som følge heraf billigere. Langs fyrpasserens have er forholdet det, at fyrpasseren har opsat et jorddige i vinkel om sin haves to sider, 57 m langt. I stedet for det gamle nu ufyldestgørende næt, som er spændt udenfor, tæt og langs med dette jorddige, ville han gerne have anbragt et smallere hegnsnæt oven på diget imod lammene altså 57 m x 0,35, eller hvilken bredde nærmest hvori hegnsnæt fabrikeres. Også her kan store masker jo anvendes. Jeg tillader mig derfor høfligt at anmode om, at afslaget af dette hegnsnæt tages under fornyet overvejelse i fyrdirektoratet. I bygningsingeniørens ovennævnte skrivelse pålægges mig også at fremskaffe tilbud fra Ringkøbing på betonpæle med jernindlæg. Vedkommende fabrikant er imidlertid bortrejst men kommer hjem i indeværende uge, og jeg skal så anmode ham om det ønskede tilbud. Angående disse pæle tillader jeg mig at bemærke, at 12 stk skulle bruges til havestakittet imellem fyrmesteren og fyrassistenten (se listen over vedligeholdelsesarbejdet). Her forekommer det mig, at vi ikke godt kan benytte betonpæle, eftersom der er træpæle og træstakit omkring haverne andre steder. De øvrige 13 stk skulle være erstatningspæle hist og her i hovedhegnet, men kan jo godt udskydes til næste år, til hvilken tid vi så måske kunne bruge et større antal betonpæle, hvis jeg så i år får de 12 træpæle. De kan for den sags skyld være eg eller fyr, firkantet, krydsskåret eller runde, men eg og firkantet er jo bedst. Jeg kunne jo også købe dem her, enten i Ringkøbing eller på forstrandsauktion, hvis det skulle være at foretrække. I så fald udbedes den fornødne bemyndigelse. Under disse forhold tillader jeg mig at afvente endelig ordre, før jeg fremskaffer tilbud på jern og betonpælene. Samtidig indberettes at jeg i morgen indsender til fyrmagasinet til reparation et stykke af et brænderhoved til Pintschlampen, hvorpå gevinnet til keglemøtrikken er afbrudt, samt en prøve eller model på pakningsringe af bly rekvireret i behovlisten. Endvidere tillader jeg mig at foreslå, at det midlertidige 75% tillæg som Jens Vejlgaard for tiden får, på alle hans kontraktlige kørsler til fyret, fra 1.april d.å. at regne nedsættes til 50%. C.A.Hansen

20. marts 1922

Fra fyrdirektoratets tekniske afdeling: Det meddeles Dem herved, at med forårsforsyningen vel blive fremsendt: 2 ruller hegnsnæt a 30 meter, 75 cm bredt og 2 ruller hegnsnæt af 30 meter, 45 cm bredt; samtidig bemyndigesDe til – eventuelt på forstrandsauktionen – at indkøbe træ til 12 stk hegnspæle. E.Blytmann

21. marts 1922

Fra fyrdir.: I anledning af Deres skrivelse af 12.ds. nr.9, meddeles herved, at jeg kan tiltræde Deres forslag angående betalingen for transporter i henhold til kontrakt af 11.februar 1907, således at det midlertidige tillæg – 75% – reduceres til 50% over de kontraherede betalinger. Som følge heraf annuleres min skrivelse af 3/10 1921, nr.4486, angående 75% tillæg. H.V.Ravn

22. marts 1922

Meddelelser fra fyrdirektoratet: Cirkulære til samtlige statstjenstemænd: Dyrtids tillæget for halvåret 1.april til 30.september d.å. er fastlagt til 594 kr årlig, dog ikke over 33% af grundløn og alderstillæg, og 396 kr årlig, dog ikke over 22% af grundløn og alderstillæg, henholdsvis for tjenestemænd under punkt a og punkt b i tjenestemandslovens §92 stk3. Dyrtidstillæget for ”visse fyrpassere” jfr. lov nr.154 af 14/4 1920 §2, udgør for samme halvår 33% af honorar og alderstillæg tilsammen. 2.Nedgangen i dyrtidstillæget medfører for halvåret 1/4 – 30/9, 1922 følgende nedsættelser af time og dagpenge under tjenesterejser: tabel med værdierne for de forskellige løntrin: timepenge, dagpenge, nattilæg osv. tre stedtillæg er for finansåret 1922 – 1923 uforandret som tidligere. 4.For konjunkturtillæg gælder for finansåret 1922 – 1923 følgende regler: for tjenestemænd hvis grundløn og alderstillæg tilsammen er indtil 1499 kr udgør konjunkturtillæget 1/3 af lønnen; skema med udregning efter lønintervaller. H.V.Ravn

31. marts 1922

Meddelselser fra fyrdirektoratet: Fra 1.april d.å. at regne, skal der føres nøjagtige lister over hver enkelt tjenestemands sygedage. De føres af den overordnede tjenestemand, og indsendes til fyrdirektoratet med første post i april måned for det forløbne finansår. For tjenestemænd, der er sygemeldt før finansårets begyndelse, angives den dato han blev sygemeldt i det forløbne finansår. Sygdomsforfald skal dog ligesom hidtil indberettes til fyrdirektoratet ved sygdommens indtrædelse og afslutning. De trufne forholdsregler vil senere blive bekendtgjort, hvilket herved meddeles til efterretning. H.V.Ravn

April 1922

1. april 1922

Til fyrdir.: Jeg tillader mig herved at anmode om, at der i fyrets indsendte behovliste foretages følgende forandring: de rekvirerede 5 stk kallibrernåle forandres til 10 stk, og i anmærkningsrubrikken tilføjes: ”ny holder bedes medsendt”. Nåleholderen som haves er nemlig næsten ubrugelig, idet nålen ikke kan gå i bund og klemmemøtriken er for løs i gevinnet, så der må lægges tråd imellem. Som følge deraf går der ofte en nål i stykker. Kallibrernålen er nødvendig under fyrlampens daglige oprensning af brænderdysen, og den kan dårligt erstattes med en anden nål. C.A.Hansen E.S. Ligeledes bedes tilsendt 2 stk pakningsringe af læder til luftpumpestempel – der haves ingen.

11. april 1922

Fra fyrdir.: I anledning af Deres pengeregnskab for forrige måned meddeles Dem herved til efterretning, at de fejlagtig har udregnet kassebeholdningen pr.1.april til 1382,36 kr i stedet for 1383,36 kr (indtægt 2641,90 kr minus udgift 1258,54 kr). – De anmodes om at rette dette i fyrets kasssebog; tilsvarende rettelse er fortaget i pengeregnskabet her. H.V.Ravn

15. april 1922

Fra statstelegrafvæsenet, Ringkøbing: Modtaget som for meget beregnet i abonnementsafgift for året 1922 et beløb af 11 kr 25 øre. Hvorfor kvitteres: C.A.Hansen

19. april 1922

Til fyrdir.: Jeg tillader mig at indberette, at i dag ved eftersyn af regnvandsbrøndens pumpe, viste det sig at nederste cylinderflance og bundnippelen var knækket. Jeg har derfor indsendt det nederste rørstykke med disse to genstande på til Ringkøbing til A.Heegaards forhandler for at få det repareret, og jeg tillader mig i den anledning at udbede mig fornøden bemyndigelse. C.A.Hansen

25. april 1922

fra Meteorologisk Institut: Efter anmodning fra det svenske meteorologiske institut bedes De i tidsrummet d.1.maj – 31.oktober d.å. foruden de 3 daglige telegrammer, som nu sendes til Christiania, at afsende tilsvarende under adresse ”Stockholm”. Jeg beder Dem sende mig svar såvidt muligt omgående. Carl Ryder

26. april 1922

Til fyrdir.: Jeg tillader mig herved at indberette, at da lufttrykket på den ene beholder til fyrlampen i den sidste tid ikke har kunnet holde luft uden temlig stort tab, har jeg foretaget eftersyn af alle pakninger på luftrøret, hvorefter det viste sig at utætheden lå i selve manometret. Jeg har derfor i dag indsendt model til fyrmagasinet på blypakningsringe til manometer og luftrør, som godt kan vente til forårsforsyningen afsendes. Endvidere da dette er det sidste ½ ark skrivepapir som haves ved fyret udbedes tilsendt 10 helark. C.A.Hansen

Til direktøren for Meteorologisk Institut: I besvarelse af direktørens skrivelse af 25.ds. nr.349 meddeles at Lyngvig Fyr fra 1/5 – 31/10 også afsender meteorologiske telegrammer til Stockholm 3 gange daglig. C.A.Hansen

29. april 1922

Fra fyrpasser S.M.Brinch: Planeringsarbejde på fyrvejen 6 timer a 1 kr = 6 kr.

Maj 1922

2. maj 1922

fra fyrdirs. tekniske afdeling: Foranlediget ved Deres indberetning af 19.f.m., bemyndiges De herved til at lade pumpen i drikkevandsbrønden reparere; udgiften hertil afholdes af fyrets kasse, under henvisning til denne skrivelse. E.Blytmann

26. maj 1922

til fyrdir.: Idet jeg herved indsender listerne på tilbud på vedligeholdelsesarbejdet, tillader jeg mig samtidig at indberette at fyrpasser Brinch fra 28.ds. til 11.juni, inkl. tiltræder 3 ugers ferie som tilbringes først her, siden Sønderho, Fanø. C.A.Hansen

Juni 1922

2. juni 1922

Fra fyrdir.: Herved meddeles, at fyrinspektionsskibet ankommer til Lemvig med forsyning antagelig den 10.juni. De anmodes om at afsende tomt returgods til havnemesteren i Lemvig så betids, at det kan være der nævnte dato. K.E.Achertmann

6. juni 1922

Fra Ringkøbing jernbanestation: 34 Colli returgods 1340 kg. Fragt 25,60 kr.

Fra Jens Vejlgaard: 2 Læs returgods til Ringkøbing: 24 kr, 50% midlertidigt tillæg, skrivelse 21/3 1922, nr.1436, 12 kr, i alt kr 36.

7. juni 1922

Fra fyrdirektoratets tekniske afdeling: Det meddeles Dem herved, at det dd. er overdraget murermester Kjeldsen og malermester Nørgaard Noe at udføre murer og malerarbejdet ved fyret, for en betaling af henholdsvis 151,90 kr og 281,36 kr, alt i nøje overensstemmelse med vedlagte afskrift af tilbudene. Samtidig bemyndiges De herved til at lade fyrpersonalet udføre de på vedlagte liste angivne arbejder, mod en timebetaling af 1 kr, og materialier efter regning. E.Blytmann

14. juni 1922

Fra Husmand Martin Christensen: Leveret 4 læs ler til fyrvejen, kørt fra Holmsland til fyret a kr 12,50 = 50,00 kr.

17. juni 1922

Fra Jens Vejlgaard: 7359 kg a 12 kr pr. 100kg = 88,31 kr + midlertidigt tillæg på 50%, i alt kr 132,47.

22. juni 1922

Til fyrdir.: Ved udskrivning af malerarbejdet 1922 er glemt nedenstående, som jeg, da malerne pt er på fyret, tillader mig at udbede mig fyrdirektørens approbation på at lade udføre: Da der skal skiftes farve i tårnlokalerne vil 1 gang maling og 1 gang lak ikke kunne dække, hvorfor jeg har givet maleren besked på 1 gang maling ekstra. (Trappegang I, vagtkammer, trappegang II, hovedtrappen). Murerarbejdet: assistentens komfur indmures, revne i tårnmurens inderside i materialkammeret tætnes, andet småpudsning. Hvilke arbejder jeg altså tillader mig at udbede bemyndigelse til at lade udføre i ekstraregning. C.A.Hansen

24. juni 1922

Fra savskærer N.Charles, Ringkøbing: ¾ x 3 brædder kr 37,50, ¾ x 2½ lægter kr 20,33, overskæring kr 7,50 i alt kr 65,33.

Fra fisker P.Frandsen, Nr.Lyngvig: Fragt af et parti træ fra Ringkøbing til Nr.Lyngvig havn kr 6,00.

Fra Jens Vejlgaard:1 Læs træ fra Nr.Lyngvig havn til fyret: kr 2.00 + 50% tillæg i alt kr 3,00. Ovenstående træ benyttes til havestakit mellem fyrmesterens og assistentens haver. C.A.Hans

Fra Jens Vejlgaard: Ugentlig transport for juni kvartal kr 31,25 + 50% tillæg = kr 46,88.

27. juni 1922

Fra fyrdirektoratets tekniske afdeling: Herved bemymdiges De til at lade de i Deres indberetning af 22.ds. nr.41 angivne arbejder udføre efter regning. Når vedligeholdelsesarbejderne ere færdige, anmodes De om at meddele det hertil. E.Blytmann

Juli 1922

1. juli 1922

Meddelelser fra fyrdirektoratet: Cirkulære til samtlige statstjenestemænd under fyrvæsenet: Reglement om sygemeldte tjenestemænds forhold af 10. maj 1922. (Finansministeriet). I medfør af §13,stk 5 i lov nr.489 af 12.september 1919 om statens tjenestemænd (jfr. §2 i lov nr.496 af 25.november 1921) fastsættes herved følgende regler om sygemeldte tjenestemænds forhold: 1.2 En sygemeldt tjenestemands sygdom vil der, så fremt lægeattesten giver håb om helbredelse, i almindelighed kunne hengå indtil 1.år, inden afskedigelse finder sted, hvilken frist dog under ganske særlige forhold kan forlænges. Under hensyn til tidligere sygeperioder, vedkommendes alder o.lign. vil dog nævnte tid kunne afkortes. Når lægeattesten ikke giver håb om helbredelse bør der i almindelighed snarest foretages skridt til afskedigelse. Det i finanslovens §8 stk2, nævnte varsel bør gives så betids, at ovennævnte frist ikke som følge af varslet forlænges. 3. Såfremt en tjenestemand har tilsammen 180 sygedage uden nogen sammenhængende af 3 år, i hvilken sygedagenes antal tilsammen overstiger 30 skal der herefter for hver sygedag afdrages 1/1000 af den årlige lønning indbefattet alle almindelige og særlige tillæg, jfr. dog tillige det foran anførte om synspunkterne for afskedigelselse. Herved bortses fra sygedage, der er en direkte følge af tilskadekomst i tjenesten, samt sygedage i de normale årlige ferier eller andre sammenhængende tjenestefri perioder f.eks. under landlov for fyrskibspersonale. Styrelsen vil dog være berettiget til ikke i tallet 180 dage at medregne dagantallet for en enkelt alvorlig sygdom, når spørgmålet herom rejses under sygemeldingen eller umiddelbart efter tjenestens genoptagelse. For tjenestemænd over 50 år forhøjes tallet 180 til 250, og de kan frigøre sig for tidligere sygedage ved i en sammenhængende periode af 2 år efter det fyldte 50 år ikke at have over 30 sygedage. 4. Nærværende reglement kommer ikke til anvendelse for sygedage forud for 1.januar 1922. i overensstemmelse hermed beordres den overordnede tjenestemand til, så snart sygedagene for en tjenestemand har nået det i reglementet angivne antal, at fremsende indberetning hertil indeholdende de fornødne oplysninger samt opgivelse af, hvad der skal afdrages i den pågældendes lønning, hvorom ordre vil blive givet fra fyrdirektoratet. H.V.Ravn

Til fyrdir.: Jeg tillader mig herved at indberette at jeg dd. tiltræder 3 ugers ferie og at min adresse i den tid er Tolbøl pr Vestervig. C.A.Hansen

4. juli 1922

Fra fyrdir.: Da redningsvæsenets telefon ved fyret nu ved chefen for matros- og søminekorpsets foranstaltning fra fyret har fået egen ledning til nærmeste central, hvor omstilling til statstelefonen kan foregå, forespørges, om det af fyrpersonalet med tilskud fra fyrvæsenet eller af fyret tegnede abonnement ikke bliver overflødigt, idet forbindelsen nu kan fås gennem redningsvæsenets telefon. P.Christensen

6. juli 1922

Meddelelser fra fyrdirektoratet: Cirkulære til fyr og fyrskibe: Da fabrikkerne hyppigt forandrer modellerne til motorer, blandgasapparater, lamper etc, så ny bestilte reservedele ikke altid kommer til at passe i de ældre motorer m.v., skal nye tilsendte reservedele straks ved modtagelsen prøves, for at forvisse sig om, at apparatet fungerer tilfredsstillende, aftages de og henlægges som reserve; i modsat fald tilbagesendes de til ombytning, med fornøden oplysning om fejlen. På given foranledning indskærpes samtidig, hvad der også tilligere er forbudt, at når brændere og reduktionsventiler til petroleumsglødelamper indsendes til reparation skal den komplette brænder eller ventil insendes, da det efter repartionen ikke kan konstateres om denne er tilfredsstillende medmindre det samlede apparat haves til rådighed. 7.Cirkulære til statstjenestemænd: Hermed følger som bilag ministeriets bekendtgørelse af 10.maj 1922 om reglement om sygemeldte tjenestemænds forhold. Da punkt 4 i reglementet bestemmer, at reglementet træder i kraft d.1.januar 1922, forandres bestemmelsen i punkt 7 i ”meddelelser fra fyrdirektoratet” nr.2 af 31.marts d.å. derhen at de beordrede lister over sygedage såvidt mulig skal føres fra d.1.januar d.å. og fremtidig indsendes til fyrdirektoratet med 1.post i januar måned for det forløbne kalenderår. H.V.Ravn

7. juli 1922

Til fyrdir.: I besvarelse af fyrdirektørens skrivelse af 4.ds. nr.3075, hvilken skrivelse er tilsendt mig af fyrassistenten, om mulig ophør af fyrets telefonabonnement, efter at redningsvæsenet nu har fået egen ledning fra fyret til nærmeste central, tillader jeg mig at bemærke, at jeg er af den formodning, at fyrets abonnement ikke kan ophøre, hvis der skal kunne telefoneres i samme udstrækning som hidtil, da det dog hovedsagelig er statstelefonledningen som benyttes. I øvrigt tillader jeg mig at anmode om udsættelse af dette spørgsmål til min ferie er udløben den 22.ds., hvorefter jeg så vil indsende en mere indgående besvarelse, idet det kunne tænkes at Vandbygningsvæsenet og Meteorologisk Institut muligvis ville deltage med et mindre årligt beløb, hvis det skulle være nødvendigt, for at det nuværende abonnement kan fortsættes. Et ikke svar fra fyrdirektoratet vil jeg tillade mig at betragte som udsættelsen er indrømmet. Pt.Tolbøl, C.A.Hansen

12. juli 1922

Fra fyrdir.: Opmærksomheden henledes på mit cirkulære i ”Meddelelser fra Fyrdirektoratet” nr. 11/1921, punkt 6, hvis bestemmelser fremtidig vil være at følge nøje. I juni er udbetalt for lidt i konjunkturtillæg til fyrmester Hansen 8 øre, fyrassistent Nielsen 4 øre og i pensionsfradrag indeholdt for meget for fyrassistent Nielsen 2 øre. Disse fejl berigtiges i indeværende måneds pengeregnskab ved henholdsvis at føre til udgift: konjunkturtillæg 12 øre og pensionsfradrag 2 øre, specificeret som ovenfor angivet. Samtidig meddeles, at De har ført bilag nr.6, regning fra I.A.Jensen, stor kr 23,85, til udgift med 23,00 kr. – De manglende 85 øre føres til udgift i denne måned, under henvisning til denne skrivelse. P.F.V. P.Christensen

August 1922

2. august 1922

Til fyrdir.: Jeg tillader mig herved at indberette at fyrassistenten har tiltrådt 3 ugers ferie fra 23.juli til 14.august, hvis første halvdel tilbringes på Læsø og sidste halvdel her på fyret. Hermed er så Lyngvig Fyrs personales årlige ferie tilendebragt. En mere udførlig besvarelse af fyrdirektørens skrivelse af 4.f.m. nr.3075 vil jeg tillade mig at indsende om nogle dage. C.A.Hansen

29. august 1922

Meddelelser fra fyrdirektoratet: 7. Cirkulære til alle statstjenestemænd: I henhold til ministeriets resolution skal enhver tjenestemand, når han forflyttes, indhente tilbud fra flere om besørgelsen af flytningen og antage det billigste tilbud, så staten bebyrdes med mindst mulige udgifter ved forflyttelsen, hvilket herved meddeles til efterretning. Cirkulære til samtlige statstjenestemænd: I henhold til §34 i lov af 12.september 1919 om statens tjenestemænd har ministeriet under 29.juli 1922 for sit vedkommende meddelt de kgl. ansatte embeds- og bestillingsmænds låneforening på foreningens derom fremsatte anmodning anerkendelse som berettiget til modtage retskraftige forskrivninger af den i loven omhandlede art, dog kun for et tidsrum af 5 år fra 1.oktober 1919 at regne, og kun for så vidt forskrivningerne er afgivne efter denne dato samt under forbehold af at 25% grænsen i lovens §34 stk1 er overholdt. Cirkulære: I anledning af restaurations og caffe'skatten gives der fra 1.juli d.å. nu tillæg til time og dagpenge på tjenesterejser (beskivelse af reglerne). 14. Cirkulære: Dyrtidstillæget for halvåret 1.oktober 1922 til 31.marts 1923 (beskrivelse af reglerne). 12. Cirkulære til samtlige statstjenestemænd: Hermed følger som bilag til samtlige statstjenestemænd: 1.Tillæg af 30/6 1922 til tjenestemandsloven samt 2. Uddrag af nomeringsloven for så vidt angår fyrvæsenet. 3. En tabel over time og dagpenge etc, gældende for indeværende finansår, der træder i stedet for tabellerne i cirkulæret af 12/1 1922 A.nr.33 og cirkulæret af 22/3 1922 A.nr.1383. H.V.Ravn

Fra fyrdir.: Cirkulære til samtlige statstjenestemænd ved fyr, hvor der haves tjenestebolig: I tilslutning til mit cirkulære af dd. A.nr.3801 meddeles at Marineministeriet ved kundgørelse af 10. ds. har bestemt, at de anførte ændringer af boligafdraget for tjenesteboliger træder i kraft fra d. 1.august 1922 at regne, og at de pågældende tjenestemænd fra samme dag skal afholde 40% af de med boligernes indre vedligeholdelse forbundne udgifter. Nærmere regler for denne vedligeholdelse vil senere blive udfærdigede. (Tabel over lønningsafdragene for tjenesteboliger fra 1.august 1922). Forskellen mellem de for august og eventuelt september d.å., alt indeholdte og de ovennævnte reducerede afdrag, vil være at berigtige ved modtagelsen af dette cirkulære, og fra den første i den pågældende måned føres de reducerede afdrag til indtægt. I anledning af bestemmelserne om 40% bidrag til tjenesteboligernes vedligeholdelse, bestemmes herved følgende nærmere regler angående instruktionernes §§ 86 og 88: ad §86: Når fortegnelsen er gennemgået, og der er taget bestemmelse om hvilke arbejder der skal udføres, udarbejder den overordnede fyrbetjent i 3 eksemplarer 2 sæt tilbudslister for hvert fag, det ene sæt omfattende de arbejder, hvortil fyrpersonalet skal yde 40%. Af udgiften til indvendig vedligeholdelse af bolig med udhusene, hvilke poster i fortegnelsen, når den kommer tilbage er særligt mærkede. Det andet sæt omhandlende alle de andre arbejder. I øvrigt forbliver §s bestemmelser uforandrede. Ad §88: Håndværkernes speceficerede regninger skal affattes i overensstemmelse med tilbudslisterne, så der fremkommer særlige regninger for de arbejder, hvortil fyrbetjentene yder 40%. Ved udbetaling af a konto beløb eller regningens fulde pålydende indbetaler vedkommende fyrbetjent til fyrets kasse sin andel 40% af det udbetalte beløb. Procent-andelen føres til indtægt i samme regnskab, hvori udgiften opføres. H.V.Ravn

September 1922

4. september 1922

Til Jysk Telfon: Foranlediget ved at statstelegrafvæsenets ledninger (telefon) her på Holmslands Klit i en nær fremtid overgår til Jysk Telefon A/S, og ved at Lyngvig Fyr skal have redningsvæsens telefonledning til nærmeste central, og det endvidere er under overvejelse i fyrdirektoratet at opsige fyrets telefonabonnement, tillader jeg mig at forespørge J.T.A/S hvad et årsabonnement vel kan komme til at koste, nå J.T. har overtaget telefonledningen. Jeg går nemlig ud fra at hvis abonnementet opsiges, vil ledningen til fyret og apparaterne blive fjernet med mindre Redningsvæsenet køber det hele, og skal fyret så senere være abonnent, vil det være bekosteligt atter at anbringe en ledning. Jeg tillader mig at oplyse at der kun er nogle få abonnementer, nemlig p.t. 3, fyrets iberegnet. Centralens afstand fra fyret er ca 1200 – 1300 meter, efter mit skøn, jeg har intet nøjagtigt kort. Jeg tillader mig at udbede mig selskabets ærede svar på denne min forespørgsel, da jeg, hvis fyrdirektoratet opsiger abonnenmentet, muligvis selv, i forbindelse med det øvrige fyrpersonale, vil tegne abonnement selv. C.A.Hansen, fyrmester

6. september 1922

Fra fyrdirektoratets tekniske afdeling: Hermed tilbagesendes en regning fra murermester Chr.Kjeldsen – stor 151,90 kr – forsynet med fornøden påtegning for udbetaling. E.Blytmann

13. september 1922

Fra købmand S.Mikkelsen, Ringkøbing: 16 hl nøddekul, 1120 kg, kr 64, 16 hl engelske koks, 800 kg, kr 48. I alt kr 112.

16. september 1922

Fra fyrdir.: det meddeles Dem herved til efterretning, at der, i henhold til lov af 12/3 1919, fra den 1.oktober at regne tilkommer fyrmester C.A.Hansen for 3 års tjeneste alderstillæg a 360 kr årlig, der, i stedet for tidligere oppebårne alderstillæg, fra nævnte dag vil være at føre til udgift i det Dem underlagte fyrs pengeregnskab, med 1/12 månedlig forud. H.V.Ravn

23. september 1922

Fra fyrpasser Brinch: For rensning af 4 skorstene kr 4,00.

25. september 1922

fra fyrdir.: I anledning af Deres pengeregnskab for forrige måned meddeleles Dem herved til efterretning, at De fejlagtigt har sammentalt indtægtsiden til 3829,20 kr, i stedet for 3829,30 kr. Kassebeholdningen pr.1.september bliver som følge heraf 2725,41 kr i stedet for 2725,31 kr, hvilket De anmodes om at rette i kasssejournalen. Tilsvarende rettelse er foretaget i pengeregnskabet her. H.V.Ravn

27. september 1922

Fra fyrassistent O.Nielsen: Vedligeholdelse 40 timer a 1kr = 40 kr. Specificeret regning.

28. september 1922

Fra fyrpasser M.S.Brinch: Vedligeholdelse 98 timer a 1kr = 98 kr. Specificeret regning.

Oktober 1922

16. oktober 1922

Fra fyrdir.: Under henvisning til Deres skrivelse af 2/8 d.å. nr.50, imødeses snarest en mere udførlig besvarelse af min skrivelse af 4/7 s.å. nr.3075, vedrørende eventuel opsigelse af fyrets telefonabonnement. H.V.Ravn

17. oktober 1922

Til fyrdir.: I besvarelse af fyrdirektørens skrivelse af 16.ds. nr.4677, hvori anmodes om om udførligt svar på fyrdirektørens skrivelse af 4/7 d.å. nr.3075 om eventuel opsigelse af fyrets telefonabonnement, under henvisning til min skrivelse af 2/8 d.å. A.nr.50, hvori jeg giver løfte om et sådant udførligt svar vedrørende denne eventuelle opsigelse, indberettes herved, at Vandbygningsvæsenet har givet afslag på at yde et bidrag til abonnementets bibeholdelse, da man regnskabsmæssigt anser det for bedst at betale for hver enkelt opringning. Meteorologisk Institut har jeg slet ikke henvendt mig til, da jeg også der ved nærmere eftertanke må vente et afslag, fordi abonnementets ophør ikke vil bringe nogen forandring i interurban trådkorrespondance, da der i hvert tilfælde betales fuld takst. Med hensyn til nærkorrespondance må den nye ordning jo blive sådan, at der i strandingstilfælde og i udkigsstjeneste kan korresponderes langs kysten. Det er altså kun personalet der mister sin nærtelefon, og i dette tilfælde tillader jeg mig at anmode om, at ordningen bliver sådan at personalet kan telefonere herfra fyret igennem nærmeste central, imod at betale til denne for hvert enkelt tilfælde. Det er vist meningen at Redningsvæsenet vil føre ledningen direkte til opsynsmanden og derfra til centralen, således at der bliver to signaler, enten fyret vil tale med opsynsmanden eller centralen (strandingstilfælde eller anden telefonering), og jeg vil tillade mig at bemærke at dette vil sætte opsynsmanden i stand til at ”tappe” fyrets samtaler, hvilket vil være uheldigt, da han ikke har tavshedspligt. Dette undgåes ved at føre ledningen direkte til centralen og derfra til opsynsmanden. Jeg tillader mig at bemærke, at statstelegrafens ledninger her på Klitten i en nær fremtid vil overgå til Jysk Telefonselskab, og jeg har i den anledning skrevet til selskabet om hvor meget et årligt abonnement vil komme til at koste, da jeg selv personlig måske ville tegne et sådant. Herpå har jeg fået det svar, at sagen endnu ikke var så vidt fremskreden, at der kunne gives noget afgørende svar herpå. Jeg har altså den opfattelse, at fyrets nuværende telefonabonnement kan ophøre og tillader mig at anbefale, at Redningsvæsenets ledning føres direkte til centralen og derfra til opsynsmanden, med omstilling til denne hver nat. At ordningen bliver således, at der i hvert tilfælde kan telefoneres til og fra fyret, idet der føres mellemregning med den nærmeste central. C.A.Hansen

31. oktober 1922

Meddelelser fra Fyrdirektoratet: syv. Cirkulære til fyr hvor der haves tjenestebolig: I tilslutning til mit cirkulære af 29.august d.å. nr.3805, angående den indvendige vedligeholdelse af tjenesteboliger meddeles herved til efterretning, at Finansministeriet har bestemt: et. At de vedligeholdelsesarbejder der er iværksat, eller hvorom der er truffet aftale med håndværkerne inden den 1.juli 1922, selv om arbejdet først udføres efter denne dato, skal udføres uden tilskud fra vedkommende tjenestemand og to. At den del af udgifterne der påhviler tjenestemanden, skal indeholdes i dennes lønning hver år i april måned for det forløbne finansår. Som følge heraf annuleres herved sidste stykke i mit overnævnte cirkulære A.nr.3805. Angående indeholdelse af tjenestemændenes tilskud, der skal føres til indtægt i april måneds pengeregnskab, sup? 31.marts – første gang i april 1924 – vil der i god tid fra fyrdirektoratet tilgå fyret fornøden ordre i slutningen af hvert finansår. Til vejledning for fyrdirektoratet ved opgørelsen af tjenestemændenes tilskud til bekostningen af den indvendige vedligeholdelse af tjenesteboligerne og som kontrol af bygningsingeniørens optegnelser derom, skal den overordnede fyrbetjent, så snart vedligeholdelsesarbejderne er tilendebragte, til fyrdirektøren indsende en opgørelse over, hvor stort et tilskud hver enkelt tjenestemand skal yde, for de i årets løb udførte vedligeholdelsesarbejder. Denne opgørelse må senest fremkomme ved kalenderårets udløb. H.V.Ravn

November 1922

13. november 1922

Fra fyrdir.: Hermed tilstilles Dem et antal eksemplarer af ”Uddrag af Finansministeriets bekendtgørelse af 6.oktober 1922 af lov nr.489 af 12/9 1919 om statens tjenestemænd, således som denne lov er ændret ved de siden dens ikrafttræden indtil udgangen af rigsdagssamlingen 1921 – 22 vedtagne normeringslov og særlige love om tillæg til og ændringer i bemeldte lov, vedrørende Fyrvæsenet og Vagervæsenet”, som vil være at fordele med 1 eksemplar til hver af de ved fyretablissementet ansatte statstjenestemænd, som kommer ind under finansloven. H.V.Ravn

December 1922

18. december 1922

fra fyrdir.: Cirkulære til fyr med stadig vagt: I henhold til Marineministeriets ordre af 13.ds. meddeles herved til efterretning, at de af sparekommisionen fremsatte forslag om arbejdsnorm vil være at følge for de under ministeriet hørende styrelsesgrene. I overensstemmelse hermed kommer tjenestemænd ved fyr med stadig vagt ind under normen 260 timer, hvorefter hver mand i årets løb skal præstere 2950 timers arbejde, nemlig 10 timer x 295 arbejdsdage, idet der er beregnet 49 fridøgn og 21 feriedage årlig, uden at der derfor gives afløsning udefra. Overarbejdspenge kan ikke gives for tilfældige tjenesteoverskridelser. Herefter bliver timetallet for et 3-mandsfyr årligt 3 x 2950 timer = 8850 timer. Tjenesten beregnes således: Nattevagt: gennemsnitlig 12 x 365 = 4380 timer. Tjeneste om dagen: For at bringe fyret i orden gennemsnitlig 2 x 3 x 365 = 2190 timer. Lørdagsrengøring : gennemsnitlig 3 x 3 x 52 = 468 timer. Almindelig udkigstjeneste: beregnes som rådighedstjeneste ved hjemmet til 1/3. 1/3 x (10 x 365 minus 468 timer til lørdagsrengøring) = 1061 timer. I alt 8099 timer. Der vil således være 751 timer tilovers til forefaldende arbejder udover det daglige arbejde. Særlig udkigstjeneste og tjeneste ved tågesignalstationer samt pasning af nabofyr og lystønder, der honoreres særligt er ikke medregnet i de ovenfor anførte timetal. Dette cirkulære vil være at forelægge de underordnede tjenestemænd til gennemlæsning. H.V.Ravn (Påtegnet med læst af fyrassistenten og fyrpasseren).

22. december 1922

Til fyrdir.: En skrivelse fra telegrafdirektoratet hvori kort meddeles ”at statens lokale telefonanlæg i Jylland fra 1/1 1923 at regne overgår dvs overdrages til Jysk Telefon – aktieselskab (Århus), hvortil det for Lyngvig Fyr oprettede statstelefonanlæg samtidig overgår og hvortil abonnementsafgift fremtidig skal betales. P.F.V. Gredsted/ A.C.Nielsen”.

28. december 1922

Fra fyrdir.: Skrivelse om at fyrets abonnement til Jysk Telefonselskab må betales i alt fald for det første kvartal af 1923, hvis Redningsvæsenets telefon ikke bliver bragt i orden i 1922.

Til fyrdir.: Indsendt oversigt over hverv som fyrbetjentene ved Lyngvig Fyr udfører for private eller andre autoriteter end fyrvæsenet. Indhold som sidste år.

Vælg år

år med fyrmesterens dagbog